30. marts 2004 er det 100 år, siden Edgar Pierre Jacobs blev født i Bruxelles, og allerede i november i år begynder opvarmningen til den runde fødselsdag.7. november udkommer en ny biografi om Jacobs med titlen La Damnation d’Edgar P. Jacobs. Titlen er dobbelttydig, idet den både refererer til Jacobs’ store interesse for operaens verden (La Damnation de Faust) og samtidig hentyder til tegnerens noget ambivalente forhold til sin egen tegneserieproduktion. Biografien er skrevet af Francois Rivière og Benoit Mouchart. Ted Benoit har tegnet omslaget.
Midt i november er det i Frankrig så tid for det nye album med Blake & Mortimer: “Les sarcophages du 6e continent”, som er resultatet af et samarbejde mellem Yves Sente og André Juillard, og som angiveligt bliver en historie over to bind. Intrigen udspilles i Indien i 1958, men historien rummer også afstikkere til Jacobs’ fødeby Bruxelles. For de utålmodige, som ikke kan vente til november med at læse det nye Blake & Mortimer-album, er der mulighed for at følge serien som føljeton i den schweiziske avis Le Temps, der bringer albummets indhold med en side pr. dag. Tegneserien kan desværre ikke læses i avisens internetversion.
”Les sarcophages du 6e continent” har endnu ikke fået en dansk titel, men Carlsen Comics regner med at udgive albummet på dansk i starten af 2004.
Fra 13. november 2003 til 30. april 2004 præsenterer Angouleme-festivalen sammen med Musée de l´Homme i Paris en stor Jacobs-udstilling efter samme koncept som flere tidligere Tintin-udstillinger. Jacobs-udstillingen, som bliver til med støtte fra Fondation Jacobs og Editions Blake & Mortimer, vil vise et stort antal originaltegninger samt en række af det etnografiske museums genstande med tilknytning til Blake & Mortimer-universet: ægyptiske mumier, skeletter af pterodaktyler, osv.
Endelig planlægger Philippe Biermé i forbindelse med jubilæet et 300 sider stort fransk værk med skitser, forstudier, dokumentationer osv. til tegneserien “Gåden om Atlantis”. Udgivelsen af en sådan studiebog kræver en del tilladelser fra de forskellige rettighedsindehavere (Studio Jacobs, Dargaud, m.fl.), men Biermé håber at have formaliteterne i orden ved årsskiftet 2003/2004, så værket kan foreligge i begyndelsen af 2004.
Biermé har allerede tidligere beskæftiget sig indgående med “Gåden om Atlantis”, nemlig i 1997, hvor han var med til at udarbejde en cd-rom med kildemateriale om albummet samt med et interaktivt spil, baseret på handlingen i Blake & Mortimer-historien.
Midt i alle disse aktiviteter op til Jacobs’ 100-års dag skriver Jean van Hamme på den næste Blake og Mortimer-historie, der skal udkomme i 2005. Van Hammes makker fra serien på bindene “Affæren Francis Blake” og “Det uhyggelige møde” har ikke ønsket at fortsætte, og spændingen er stor om, hvem der fremover skal tegne til Van Hammes manuskripter. Van Hamme selv vil kun sige, at der er tale om en tegner, han tidligere har arbejdet sammen med, hvilket åbner for en temmelig lang række mulige navne!