Amerikansk genudgivelse af samtlige Spirit-historier 15-binds værk med helt ny farvelægning af Will Eisners legendariske serie
Af Steffen Kronborg Den 2. juni i år er det 60 år siden Denny Colt, bedre kendt som The Spirit, første gang trådte ind på kommissær Dolans kontor og tilbød sin hjælp i den endeløse kamp mod forbryderverdenen. The Spirit's debut står i dag som en milepæl i tegneseriemediets historie, fordi serien meget hurtigt udviklede sig til en slags laboratorium for en af mediets største grafiske begavelser, Will Eisner.
For at fejre 60-års dagen for starten på The Spirit indleder det amerikanske tegneserieforlag DC Comics (næsten) på dagen udgivelsen af et 15-binds værk med genoptryk af samtlige Spirit-fortællinger fra perioden 1940-1952: The Spirit Archives. Det første bind i rækken indeholder de mange 7-8 siders historier fra 1940, sådan som de blev præsenteret i datidens søndagstillæg, ledsaget af et nyskrevet forord af Eisner selv. Alle historier er forsynet med en ny farvelægning, og det 240 sider store værk udsendes i hardcoverudstyr med en flot og appellerende forsideillustration. Men så kommer man også til at hoste op med 50 dollars for bogen - og der er næppe nogen grund til at tro, at de følgende bind, som er planlagt til at udkomme med en udgivelsestakt på 3 bind om året, bliver billigere.
Hvis man gerne vil stifte bekendtskab med nogle klassiske episoder fra Spirit-serien uden at blive ruineret, kan man i stedet for The Spirit Archives købe den "Millennium Edition" af 6 berømte fortællinger fra 1944, som DC Comics også udsender i maj måned. Udgivelsen er et genoptryk af den første samling med Spirit-fortællinger nogensinde, og hæftet kan erhverves for den særdeles overkommelige pris af 4 dollars.
Samtidig med starten på The Spirit Archives fortsætter DC Comics i øvrigt udgivelsen af The Will Eisner Library, denne gang med fortællingen Life on another planet, som handler om konsekvenserne af opdagelsen af intelligent liv i verdensrummet. Værket udsendes i hardcover til en pris af 13 dollar.
Og så er det da værd at minde om, at det stadig kan lade sig gøre at købe rækken af hæfter med nyskrevne Spirit-episoder, tegnet og forfattet af nogle af den aktuelle tegneserieverdens mestre: Moore, Gibbons, Moebius, Torres, Gaiman, Schultz, osv. The New Adventures, hed udgivelsesrækken, som forlaget Kitchen Sink forsøgte sig med for nogle år siden.
CARLSEN, FORLAGET CARLSEN, BØRNEBØGER, BØGER, BØRNEBOG, BABYBØGER, UNGDOMSROMANER, BILLEDBØGER, PIXI,COMICS, TEGNESERIER, MANGA, JAPANSKE TEGNESERIER, DRAGONBALL, YU-GI-OH
Udgivelser af børne og ungdomslitteratur. Omfatter alt fra pege/-og faktabøger til tegneserier for børn i alle aldre. Køb vores populære titler direkte online med kreditkort eller bestil og hent dem hos en udvalgt forhandler. Læs mere om MangaLæs mere om TintinLæs mere om pixiLæs mere om yu-gi-oh / yu gi oh